Operation Dagsværk

 

 

Tahrir. Berømt og berygtet. Pladsen, der blev et ikon for det arabiske forår, dengang

for præcis et år siden. Egypternes kamp for demokrati og frihed har været topnyhed

lige siden. Og nu på årsdagen for de første demonstrationer er vi her selv.

 

Gaderne er proppet med mennesker, og luften er fuld af slagord og sang. ’Horya’

lyder det igen og igen. Frihed. Frihed. Opbakningen er helt enorm, og når man går

ned ad gaderne, ser man gamle mænd og kvinder læne sig ud af vinduerne og børn på

gaden vifte med det egyptiske flag.

 

Det er sjovt, at man på én gang kan være en del af noget, og samtidig være helt

udenforstående. Vi støtter deres kamp og forstår, at de brænder for deres sag. Men det

er svært at deltage på et højere plan, når man ikke engang forstår de ord, der bliver

råbt.

 

Det er varmt, vi skal tisse, der er ingen frokostpause og vores fødder er ømme efter

5 timer på farten. Men når en komplet fremmed kvinde kommer hen og udtrykker

sin dybe taknemmelighed over at vi er der, og over at vi støtter deres sag, så er det

okay. Så klarer vi et par kilometer mere. Så mærker vi, at vores tilstedeværelse har

en betydning for de mennesker, som ser os. Det betyder noget for dem, at der også er

opbakning uden for landets grænser.

 

Noget af det, der springer mest i øjnene, er hvordan demonstrationen er et kæmpe

virvar af forskellige mennesker. Unge og gamle, mænd og kvinder, børn. Folk med

skinnende solbriller, og fuldt tildækkede kvinder. Vi får det indtryk, at det her er en

sag, som alle i samfundet støtter op om.

 

Under overfladen ser det lidt anderledes ud. Selvom så mange forskellige folk kan

mødes på Tahrirpladsen d. 25. januar, har hver enkelt sin egen dagsorden. Der er

langt fra enighed om hvem der skal sidde på magten i fremtiden, eller hvordan landet

overhovedet skal styres. Men uanset om den ene eller den anden kommer til magten,

så kan de alle sammen føle, at de har vundet noget – de har vundet et demokrati.

 

I dag har vi lært noget vigtigt. Vi har fundet ud af, at folk kan mødes på trods af deres

forskelligheder. Og det er det, vi gerne vil tage med til Irak, så vi kan vise de irakiske

unge, at det ikke er et umuligt projekt at opnå indflydelse i deres samfund. Og ikke

mindst at det kan lade sig gøre, at mødes på tværs af kulturer og indkomstforskelle,

for at forenes i et forum, der samler alle.